På rallysportens forkant i syv årtier
Dansk Rally Club markerer jubilæum

Gennem 70 år har Dansk Rally Club været blandt landets førende bilsportsklubber, både med hensyn til medlemmernes resultater og udviklingen af sporten. Klubbens medlemmer er tidligere og nuværende erfarne rallykørere og regularity rallykørere


Dansk Rally Clubs bestyrelse består af René Christoffersen (skatmester), Per Nielsen (sekretær), Per Brodersen (næstformand, orlov), Jørgen Esbensen (formand) og Michael Eisenberg (PR-chef) (foto: Dansk Rally Club).

Dansk Rally Club blev stiftet den 22. januar 1954 af en kreds af motorentusiaster blandt andet med det formål at virke for, at dansk rallysport afvikles efter internationalt tilsnit. Det var i en periode, hvor der efter Anden Verdenskrig atter blev mulighed for at dyrke motorsport herhjemme, og hvor ikke mindst Rally Monte Carlo og andre af datidens store rallyer tiltrak tidens store kørere som Carl Marius Syberg fra Ebeltoft, Jens Nielsen fra Silkeborg, Arne Guldmark fra Skibby og Ole Nielsen fra Kerteminde med flere. Alle blev de senere æresmedlemmer i klubben.


Carl Marius Syberg fra Ebeltoft var blandt landets bedste rallykørere i starten af 1960’erne med deltagelse i blandt andet Rallye Monte Carlo. Her ses han med sin Volvo 544 S  (foto: Morten Alstrups arkiv).


Afdøde æresmedlem Jens Nielsen er en af rallysportens mest vindende kørere. Her er han lynskudt på Langeliniekajen i 1971 i sin Volvo 142 på vej mod totalsejren i det tysk-danske Rallye Baltic. Jens Nielsen er optaget i motorsportens Hall of Fame  (foto: Michael Eisenberg).


Afdøde æresmedlem Ole Nielsen var gennem flere årtier en førende skikkelse i dansk rallysport. Bag rattet af denne motorisk underlegne VW 1500 var han i 1971 tæt på at blive danmarksmester i sin klasse i DM i rally. Med dannebrogsflaget ses Urban Hansen, daværende overborgmester i København (foto: Dansk Rally Club).

Organisatorisk har Dansk Rally Club altid været aktiv for at forbedre rallysportens vilkår. For 40 år siden, hvor det stadig ikke var muligt at afvikle hastighedsprøver på afspærret offentlig vej, inviterede klubbens daværende formand og nuværende æresmedlem R. Bork Andersen unge rallykørere ind i et samarbejde, hvor man blandt andet gik til møder med udvalgte folketingspolitikere, partiledere og Justitsministeriet og banede vejen for den type rallysport, vi kender i dag.


Jacob Madsen vandt i 2023 det officielle DIF danmarksmesterskab, Dansk Super Rally, i sin Peugeot Rally 4. Her ses han flyvende i Rally Jylland (foto: Michael Eisenberg).

På den sportslige front er Dansk Rally Club i top. I 2023 vandt klubbens medlemmer 12 mesterskaber i rally, herunder det officielle DIF danmarksmesterskab, Dansk Super Rally. Det gik til Jacob Madsen fra Ruds Vedby i en Peugeot 208 Rally 4 i klassen for de hurtigste tohjulstrukne biler. Dermed cementerede han sin position som bedste danske rallykører.


Oresund Rally i 2011 var tænkt helt ud af boksen: Med tre løb i et for elbiler, moderne biler og klassiske biler gik rallyet rundt om Øresund for at promovere Øresundsregionen og elbilernes entre på bilmarkedet. Københavns kulturborgmester Pia Allerslev og Dansk Energis direktør Lars Aagaard (i dag klima-, energi- og forsyningsminister i SVM-regeringen) sender første elbil afsted (foto: Michael Eisenberg).

I 2011 skabte Dansk Rally Club nytænkning, da man med Oresund Rally rundt om Øresund lancerede landets første regularity rally, hvor elbiler kunne deltage i egen klasse, Oresund Electric Car Rally, som blev en succes. Oresund Rally er fortsat på fjortende år blandt landets største regularity rallyer og har siden 2022 atter haft elbiler med blandt deltagerne.


Toni Hansen og Per Brodersen blev i 2019 nr. 4 med deres Audi 80 fra 1979 i Rallye Monte-Carlo Historique ud af over 330 deltagende mandskaber. Dermed blev de også bedste rent danske mandskab i rallyet siden 2002 (foto: Michael Eisenberg).

Klubbens medlemmer deltager også ivrigt i store internationale rallyer, hvor Toni Hansen og Per Brodersen i 2019 placerede sig som nr. 4 i Rallye Monte-Carlo Historique blandt 330 deltagende mandskaber i en Audi 80 fra 1979. I 2000 vandt Henrik Lundgaard og Jens Chr. Anker Europamesterskabet i rally, og de blev vindere af FIA’s Team Cup (VM for privatkørere) i 2001 i en Toyota Corolla WRC rallybil.


I 2000 vandt Henrik Lundgaard og Jens Chr. Anker Europamesterskabet i rally, og de blev vindere af FIA’s Team Cup (VM for privatkørere) i 2001 i en Toyota Corolla WRC rallybil. De er begge æresmedlemmer i Dansk Rally Club  (foto: Toyota Danmark).

Derudover fører klubbens medlemmer også et aktivt socialt liv, lige som Dansk Rally Club hvert år uddeler en række agtede pokaler for en fremragende indsats i dansk rallysport. Endelig er man for tiden i gang med at gøre klubbens hjemmeside til stedet, hvor man kan søge informationer om dansk rallysport fra 1954 til i dag.


Dansk Rally Club uddeler hvert år en række pokaler for en fremragende indsats i dansk rallysport. Det gælder Monte-Carlo-pokalen til det bedste danske mandskab i det berømte monegaskiske rally, Arne Guldmarks ærespokal for en særlig indsats for dansk rally samt Rallykørerpokalen til årets bedste danske rallykører for de bedste resultater i nationale og udenlandske rallyer (foto: Dansk Rally Club).

Selve jubilæet markeres på Dansk Rally Clubs generalforsamling i marts måned.

 


Ved Dansk Rally Clubs julearrangement i december 2023 ses her i midten klubbens æresmedlem R. Bork Andersen fra Vanløse flankeret af de tidligere fartkonger i dansk rally, Egon Svanholt, Hvalsø, og Søren Terp, Jyllinge (foto: Dansk Rally Club).

 
To af Dansk Rally Clubs topkørere i gamle dage, Søren Terp (t.v.) og Hilmar Andersen, stillede i 2022 i en alder af hhv. 87 og 77 år op i Oresund Rally og gennemførte løbet med denne klassiske Mercedes-Benz 300 SE Coupé (foto: Michael Eisenberg).


Ved Dansk Rally Clubs 60 års jubilæum for 10 år siden i 2014 var der behørig fejring af koryfæerne Arne Guldmark fra Skibby på 89 og Jens Nielsen fra Silkeborg på 95 år, begge æresmedlemmer (foto: Dansk Rally Club).

 

Noter:

Dansk Rally Club blev stiftet den 22. januar 1954. Klubben har i dag lige knapt 90 medlemmer. Klubbens medlemmer er tidligere og nuværende erfarne rallykørere og regularity rallykørere.

Besøg Dansk Rally Clubs hjemmeside https://www.danskrallyclub.dk/ og oplev blandt andet:

Om DRC, Løbstyper, Arrangementer, Projekter, Pokaler & turneringer, Dansk rallyhistorie.

Se nyeste nummer af klubbens medlemsblad DRC NYT med masser af aktuelle informationer. Hent det her:

https://www.dropbox.com/scl/fi/tjegvp7w2u327cp1ais5u/DRC-NYT-2-2023.pdf?rlkey=
rg9u0hh1dwcq60ou161ui8f2y&dl=0

Rally (hastighedsrally): Deltagerne starter med et minut mellem hver bil. På afspærrede veje, de såkaldte hastighedsprøver, gælder det om at gennemføre strækningen på kortest mulig tid. På transportetaperne, der forbinder hastighedsprøverne, skal man køre efter færdselslovens regler. Danmarksmesterskabet i hastighedsrally hedder Dansk Super Rally. Det er et DIF-mesterskab

Regularity rally: Deltagerne starter med et minut mellem hver bil. I løbet gælder det om mest præcist at overholde en gennemsnitshastighed, der ikke må overstige 50 kilometer i timen. Kommer man for tidligt eller for sent forbi en hemmelig tidskontrol, får man strafpoint. Løbet gennemføres på offentlig vej, hvor alle andre trafikanter også færdes. Mesterskabsserien hedder SONAX DASU Classic.

 

 

Hit Counter