Fejlfrit løb gav sejr i landsfinalen til Linda og Anders Lysen 

 

Lørdag afsluttede Anders Lysen en succesfuld sæson bag rattet af sin Suzuki Swift Sport R+. Sammen med hustruen Linda kunne han på arealerne ved det gamle Stigsnæsværk sikre sig endnu en titel i de konkurrencer om Yokohama-mesterskaberne, hvor han gennem årene har vundet flere titler.

 

 Der var fuld fart på for Linda og Anders Lysen ved det gamle Stigsnæsværk

 

"Tidligere på året vandt jeg for syvende gang øst-mesterskabet i min klasse, og det udløste en billet til landsfinalen, hvor de bedste hold fra Østdanmark mødtes med de bedste hold fra Vestdanmark," siger Anders Lysen. "I 2015 vandt jeg for første gang landsfinalen. Nu kunne jeg sammen med Linda tage min anden sejr i en landsfinale."

 

På Stigsnæsværkets arealer sikrede Linda og Anders Lysen sig den generelle sejr med halvandet minuts forspring til de nærmeste konkurrenter og blev bedste hold i klassen.

 

"Vi kørte et godt og fejlfrit løb, og det gav os i sidste ende sejren," fortæller soraneren. "Vi vidste på forhånd, at Ib Kragh ville være vores nærmeste rival. To år i træk har han vundet DM-guld i rallysprint, så det ville ikke være nogen skam at tabe til ham."

 


Linda og Anders Lysen med det synlige bevis på sejren i Yokohama-mesterskabet

 

"Vi kørte lige op i første heat. I andet heat kørte han fra mig og stor respekt for det. Desværre stoppede vores duel her. Ib fik et par straffe, som gik ham imod, og han valgte at køre hjem. Det er lidt ærgerligt, når sådan noget sker, for det havde været sjovt at kæmpe mod Ib på hastighedsprøven, da den efterfølgende skulle køres i modsat retning."

 

 

30. oktober 2023

 

Hit Counter